Tag den gamle pangfarvede sweater på og tag med ud og fest. Turboweekend inviterer. Men de vil kun have dig med, hvis du lover at overgive dig til den gode stemning, og ikke er en af de allestedsnærværende pseudo-festere, der tror, at nattens er at finde i hjørnet af en mørk natklub, med armene over kors og med en mine, der er for kool til at afsløre en eneste sindsstemning. For sådan leger de ikke. Festen sidder udenpå tøjet, og de selvbevidste følelser som sad der før, er ladt tilbage på drengeværelset for at pleje MySpace-egoet.
At gå så vidt som til at kategorisere Turboweekend under det hypermoderne New Rave-prædikat, opfundet af (og til) de engelske klub-vidunderbørn i Klaxons, vil være omsonst, men det er alligevel bestemt en klubvenlig elektro, der strømmer fra højttalerne, når Turboweekend bringer pangfarver tilbage til Nørrebro.Med sig i den slidte Vibskov-taske har drengene mindelser om Daft Punk eller Kraftwerk, førnævnte Klaxons, The Rapture – ja, sågar Joy Division og Sonic Youth. Og det er i sandhed en festlig blanding af stramt knitrende beats, stemme-synteser, tæft for melodier, trommer, bas, keys, tre-stemmigt skrål og moderigtig neon.
Det er smæk for skillingen. Det er et buzz i den københavnske undergrund.Umiddelbart kan Turboweekend være et farligt bekendtskab, især for os der oftest arbejder ni-til-fem, for Turboweekenden varer hele ugen og den er en nådesløs satan. Men tag chancen og lyt til Into You eller den lidt hårdere Something To Say, der sammen spraymaler et fint billede af bredden i TWs dansable eskapader. Nej, tag og lyt til alt hvad du kan opstøve af Turboweekend. Det er bedre. Lidt farligere, men også bedre.
